Af: Søren Høgsberg

Artiklen diskuterer begreberne Tid og Rum i lyset af modernitetens forandringer og informationsteknologien.

Intro

Anledningen - Computeren - Netværket

Forberedelsen - Den moderne erfaring - Tiden og Rummet - Tillid og refleksivitet

Festen - Mere tid og rum - Medie-realitet

Litteratur

Et er sikkert: dette lille skrifts titel lover mere end det kan holde. At gøre rede for tidsrummet er en stor opgave at sætte sig. Tidsrummet er et tidsforløb som den narrative fortælling ikke kan være foruden, den er fremadskridende. Tidsrummet er også en periode, 60’erne er for eksempel ikke et tidsforløb. Tidsrummet definerer sig ved det man putter i den, og om det er tid eller rum der er i fokus. Tid og rum er hver for sig heller ikke særlig nemme at have med at gøre. Når jeg alligevel har valgt titlen er det fordi ‘tidsrummet’ selv stiller spørgsmålet: hvilken tid? - hvilket rum?

Til det vil jeg blot svare: Er der Tid? - Er der Rum? - Der er vel tid og rum, men der er forskelle i hvorledes vi forholder os til tid og til rum, og det sætter mærker i hvorledes vi forholder os til hinanden overhovedet. Der er forskel på, hvad vi lader begreberne indeholde. Hvis vi erfarer hver ny dag som en ny tid er vi ikke ansvarlig for gårsdagens begivenheder. Eller flytter fortiden med når vi rejser bort? Erfaringerne af tid og rum er væsentlige for vores sociale orden.

Spekulationer over tid og rum findes især indenfor science fiktion litteraturen. Jules Verner og H. G. Wells er to store eksempler. I filmgenren er mine favoritter Star Wars og især Blade Runner og i tegneserielitteraturen - man kan blive ved!

Inden for idehistorien og filosofien vil jeg blot nævne Heideggers Sein und Zeit (1927) og genealogi-traditionen med Nietzsche og Foucault.

Der er nok af helte og der er nok af grunde til at beskæftige sig med tiden og rummet. Mit lille bidrag peger på medieteknologiens påvirkning af vores tid- og rumerfaringer. Afsættet er mine egne erfaringer med computeren og internettet, diskussioner med ligesindede småbrugere, og den megen opmærksomhed der vises den teleteknologiske udvikling. Jeg har forsøgt at holde mig fri af mediets berusende påvirkning, men ender alligevel som deltager i festen om guldkalven. Som enhver anden berusende fest giver det tømmermænd, men er anledningen i orden og forberedelsen på plads bliver festen så god at jeg kan bære mine tømmermænd.

"Skyldes ikke den eventyrlige suksessen for kunstig intelligens at den befrir oss fra den virkelige intelligens, at den ved å overdrive tenkningens operasjonelle side forløser oss fra tenkningens ambivalens og fra det uløselige problem om dens forbindelse med verden? Skyldes ikke suksessen for alle disse teknologier deres bortmanende funksjon, og at selv frihetens evige problem ikke lenger lar seg stille? Hvilken lettelse! Med de virtuelle maskinene forsvinner problemene! Du er ikke lenger subjekt eller objekt, fri eller fremmedgjort, den ene eller den andre: du er den samme, er i kommutasjonenes henrivende vold. En har passert gjennom de andres inferno til det sammes ekstase, fra annethetens skjærsild til identitetens kunstige paradis. Noen vil si at dette er et enda verre slaveri, men Det Telematiske Menneske, som ikke har noen egen vilje, vet ikke hva livegenskap er. Menneskets fremmedgjøring av mennesket er avløst av menneskets homøostase ved hjelp av maskinen." (1)

Computeren, som Jean Baudrillard her refererer til, er ikke den første maskine mennesket har konstrueret, og det er ikke den første der har givet anledning til frygt eller henrykkelse. Maskiner har det med at gribe ind i vores måde at betragte verdenen og os selv på og at generere forandringer. Med computeren stiller det sig ikke principielt anderledes end med for eksempel biler eller radioer. -Eller gør det? Samtidig med den rent teknologiske forskning bliver der drevet humanistisk forskning på feltet, så noget må der være om snakken. En begrundelse for at beskæftige sig med computeren fra humanioras side er, at den intervenere i menneskets selvforståelse, og at man kan analysere denne intervention. Humanistisk kommunikationsvidenskab ved Odense Universitet er blot et eksempel. Den neuroale computer, den kunstige intelligens er endnu en vision som hører science fiktion litteraturen til. Virkeligt er det imidlertid, at vi med computeren kan give os hen i ‘kommunikationens vold’, og givet er det, at telebranchen, under hvem datateknologien hører, har kronede dage på alverdens børser.

Hvad er jeg? Spørgsmålet har givetvis været stillet siden det var mennesket muligt at begribe sig selv som forskel til noget andet. Det er det spørgsmål, der driver mennesket til at reflektere over subjektets placering i dets relationer til det andet og de andre for derigennem at bestemme selvet. Eller mennesket griber til forskellige religiøse eller andre absolutte instanser der kan svare én gang for alle. Det eneste svar på spørgsmålet som ikke kan betvivles eller gendrives er imidlertid også det mest umulige svar: -Jeg er den jeg er, eller blot: -Jeg Er. Svaret pladserer ikke subjektet i nogen forholdsrelationer eller i et ordnet miljø overhovedet. Subjektet kan være Alt og Intet og et hvilket som helst sted imellem.

Spørgsmålet vil altid være interessant, for -Hvad nu hvis ...? Jeg tillader mig at spørge: Hvad nu hvis den orden vi søger at pladsere os i ikke eksisterer, hvis den er en provisorisk installation? Som bekendt finder man jo kun hvad man leder efter. I selve tvivlen på en bestemt orden er man allerede i færd men at installere og finde en ny.

Hvor er jeg? I spørgsmålet antydes en usikkerhed og disorientering. ‘Jeg’ er faret vild, ‘Jeg’ har tabt mit rums kendemærker. Spørgsmålet kunne let besvares ved at se sig omkring eller spørge naboen. Hvis der stadig er tvivl kunne man se på et kort og ret klart fastslå hvor ‘Jeg’ befinder mig. Det kan da ikke være så vanskeligt?

Imidlertid er der grund til at rejse dette spørgsmål. Rummet er ikke nødvendigvis og kun en fysisk størrelse. Rummet er lige såvel en abstrakt og illusorisk størrelse som det er et konkret sted. Specielt hvis vi betragter det elektroniske rum; rummet for telekommunikation og elektronisk formidlet social interaktion. Det rum der ikke bare er elektronisk, men også programmerbart, illusorisk og uden ontologi. Den sociale interaktion der konstituere sig her må nødvendigvis være anderledes end det, vi normalt betragter som det sociale. Betingelserne for ‘traditionel’ social aktivitet er afhængig af rummets betingelser i og med, at enhver hændelse må have et rum at hænde i, og det er tidslig betinget, da hændelsen, hvis den ikke har en varighed, nødvendigvis må hænde på et tidspunkt. Selv det vi normalt betragter som et tidspunkt er en tidsvarighed. Punktet er en defineret ikke-udstrækning, en teoretisk udstandsning, der ikke kan rumme nogen form for tidslig aktivitet. En ikke-tidslig (illusorisk) hændelse, hvis en sådan hændelse giver mening, udstrækker sig da i det illusoriske rum eller i en illusorisk tid. Det sociale konstruerer sig her i et univers uden tid og rum, i et univers af digitale simulationer af en mulig virkelighed, i et univers uden ontologi og i et univers hvor selv subjektet er eller kan erfares som en illusion.

Dette digitale univers knytter sig unægtelig til matematiske, fysiske og især teknologiske produktioner i den moderne verden, og dets historie kan læses både som den store modernitetsfortælling og som det relativ lille elektroniske netværks fortælling. Jeg vil følgende give begge fortællinger i meget komprimerede udgaver, som derfor må blive foruden store dele af den relevante argumentation.

‘Verden er 25 år gammel’ hed det i en baggrundsartikkel om internettet i Dagbladet Politiken i foråret 1996. ‘Verden’ blev til i USA, da det lokale computerbaserede forskningsnetværk ARPANet spredte sig mellem militære forskningsinstallationer og universiteter. Formålet var, at trække på kollegers informationer og forskningsresultater uden at have eller at skulle have almindelig brevveksling og kontakt med de enkelte forskere eller institutioner - at gøre information og forskning direkte tilgængelig for den interesserede bruger. Forskningsnetværket spredte sig lynhurtigt over hele den vestlige verden som et database-baseret netværk og kom hurtigt til at bære navnet ‘Internettet’.

I takt med spredningen af computere og den elektroniske udvikling, opstod en brugerflade på nettet, som ikke havde forskningsmæssige interesser. ‘Spillerne’ og ‘Snakkerne’ loggede sig ind i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, og gjorde internettet til det interaktive medie vi i dag hovedsagelig betragter det som: Et globalt bibliotek og kommunikationsmedie, hvor man ikke bare kan hente tekster, men også aflevere tekster. En blanding af seriøst og useriøst, faglige, sociale og kulturelle interesseområder, lidt porno, mange børsnyheder og for eksempel UFO-selskabers diskussionsklubber. Et medie uden ledelse og styring, ingen central myndighed og censur og et ukendt antal brugere (sikkert omkring 50 millioner).

De offentlige brugere af nettet gik på i koldkrigs-halvfjerserne for at kunne have et kommunikationssystem, der kunne fungere også efter en atomkrig. Internettet fungerer da således, at alle computere er ligeværdige selvstændige enheder, og kommunikationen mellem A og B ikke nødvendigvis går fra A til B, men udemærket kan gå via P, D, F og C. Hvis man sender en meddelelse ud på nettet fra A med adresse til B, vil B få besked i ‘post ind’-kassen. Meddelelsen følger ikke nogen bestemt sti eller er pladseret på noget bestemt sted i systemet. Når B henter sin post eller information ud af systemet, kan den komme fra servere på måske 8 forskellige steder, der hver opbevarer stumper af meddelelsen. Meddelelsen kan, inden den hentes ud, have været opbevaret 3 sekunder hist og ½ sekund her, i daglig tale i cyper-space.

Internettet kan måske bedst beskrives med, hvad Deleuze og Guattari kalder rhizome:

"A rhizome has no beginning or end; it is always in the middle, between things, interbeing, intermezzo. The tree is filiation, but the rhizome is alliance, uniquely alliance." (2) The rhizome connects any point to any other point, and its traits are not necessarily linked to traits of the same nature; it brings into play very different regimes of signs, and even nonsign states. (...) It is composed not of units but of dimensions, or rather directions in motion. (..) It constitutes linear multiplicities with n dimensions having neither subject nor object, which can be laid out on a plane of consistency, and from which the One is always subtracted (n - 1). (3)

Rhizomet trækker en uforudsigelig linje, skifter mellem planer (eller områder) og er hele tiden producerende og overbydende. Hvis vi stiger ind på biens plan, trækker rhizomet en linje til blomsten, forårsager befrugtning (blomstens plan), bliver til et æble, som falder ned i hoved på Newton (menneskets plan) og forårsager en ide om tyngdeloven. Vi kunne også have fulgt biens linje tilbage til bistagen, til honning, til spisebordet - eller fra honning til penge, til grønthandleren, til æbler. Hver linje er en flugtlinje og hvert skift er et skift i planer (plateaus). Ingen flugtlinjer er priviligerede og ingen årsagsfølger (selv om jeg har skitseret sådanne) er kausale. Det newtonske æble kunne have været en fra tagsten, løsrevet fra huset af vinden, der tumler rundt på grund af æbletræerne, der vokser fordi æblerne er befrugtede af bier etc. Rhizome er bevægelser og produktioner.

Hvis vi betragter rhizome som et organisatorisk princip, kan vi med fordel tænke normadisk: Herfra min verden går; altid herfra hvor jeg nu er, ikke hvor jeg har været og ikke hvor jeg er født. Her er tilblivelse! Ikke tilblivelsén, men netop den n’te -1 tilblivelse. Her er bevægelse, her er kommen og gåen - hvorfra og hvortil har ingen mening i normadisk tænkning - Her og Nu er altid det centrum hvor bevægelsen er og kan følge en blandt mange flugtlinjer. Her og Nu er det nul-punkt hvorfra verden, tiden og rummet konstitueres og genkonstitueres i en uendelighed. Rhizomet er ikke mangfoldig, men mangfoldighed. Det kan aldrig endeliggøres, vil altid producere tilblivelse. "Between things does not designate a localizable relation going from one thing to the other and back again, but a perpendicular direction, a transversal movement that sweeps one and the other away, a stream without beginning or end that undermines its banks and picks up speed in the middle." (4) Jeg skal ikke gå i dybden med Deleuze/Guattari og Rhizome-tænkningen, men blot markere det væsentligste træk for nærværende tekst: Et rhizome er et netværk, hvor ethvert punkt er centrum i kaotisk forbindelse med andre ‘centrum’er’.

Når internettet kan betragtes som et rhizom, er det fordi der ikke eksisterer nogen gyldig start og slut, ingen privilegeret struktur eller retning at gå, kun tilblivelse hvor man tilfældigvis er.

Informationssamfundet har man før kaldt det samfund vi lever i nu, eller informationsaldren med allusioner til fortidige (ex. middel-) aldre og trang til klassificering og orden i verdenshistorien. Information og kommunikation, vidensspredning og -tilegnelse, vidensproduktion og undervisning er i dag nøglerne til en yderligere samfundsudvikling. Vi forestiller os at kommunikation og viden kan give os en bedre og trygger verden at leve i. Viden om og kommunikation med hinanden skulle minimere risikoen for konflikt. Den magt som viden indebærer skulle kunne demokratiseres når viden principielt er tilgængelig for alle. Kommunikation skulle medføre større samhandel og dermed økonomisk udligning på verdensplan. Menneskerettighederne vil kunne læses (og naturligvis! efterleves) af den kinesiske befolkning. Den vestlige verdens idealer vil for alvor blive universaliseret.

Utopien er i orden, skønt utopier har det med ikke at lade sig realisere.

Internettets realisation er p.t. klimakset i den vestlige verdens teknologisk udviklings gensidige forhold til modernitetens udvikling. Den teknologiske udvikling ville ikke være muligt uden modernitetstænkning, og det moderne projekt kan ikke gennemspilles uden teknologisk innovation. Klimakset er et medie der etablerer nye kommunikationsformer som indebærer nye kulturelle mønstre. Det opererer uden forestillinger om tid og rum, og det kulturelle produkt mediet tilbyder er snarer en produktion end et egentligt produkt. Man kan også sige, at produktet er en produktion, der kan integreres i en (klassisk) produktion, der kan give et produkt. Informationer (produktet) bliver konstant justeret, ændret, udviklet, kommenteret (produceret) og er forskellig nu fra i går da jeg tog et print. Den aktuelle producent eller formidler af kulturel information er oftest anonym, bærer dæknavn eller er et ubestemmeligt kollektiv. Normalt kaldes dette fænomen for postindustrielt og dækker produktion af serviceydelser. Jeg vil helst ikke bruge ‘postindustrielt’ i forhold til videns og informationsproduktion, da de ikke kan henregnes til industrialismens, kapitalismens og den moderne verdens periode. Videns og informationsproduktion må henregnes til det sociale menneske overhovedet.

Foreløbig har vi set begyndelsen. Internettet er endnu kun en nyfødt baby der knap nok kan kravle. Talen er endnu kun pludren. ‘Informationsmotorvejen’ er kun en cykelsti. Foreløbig er networking baseret på stills, enten som tekst eller billeder, samt animation. Det meget ringe udbud og brug af video er som lyden i dårlig kvalitet. Når networking multimedia kan fungere tilfredsstillende, dvs. i samme kvalitet og hastighed som tekstbaserede informationer, vil vore tids- og rumerfaringer blive noget anderledes end i dag. Den tekstbaserede udgave ‘informationscykelstien’ giver sammen med massemedier, især tv og film, et fingerpeg om, at det ikke blot er muligt men også vigtigt endnu engang at overveje menneskets forhold til maskinen.

Et redskab er at betragte som en forlængelse (og forbedring) af den menneskelige fysik. Redskabet gør det nemmere at være menneske. Bruger man et skrive-redskab, behøver man ikke at huske eller at tale. Har man et køre-redskab, behøver man ikke at gå. Redskaber gør det nemmere at gøre noget. Maskiner er anderledes. De gør ting selv, erstatter menneskers handlinger. Maskinen er en automat, der udfører en proces i menneskets sted. En cykel og en knallert er køre-redskaber, men en knallert har en maskine (motor), der erstatter et menneske (-s fysiske udfoldelse). Maskiner overdrages en ellers menneskelig opgave - som for eksempel informationsudveksling.

Med maskinerne frigør vi også informationsudveksling fra det unikke; tegningen, skriften eller talen. Prægetryk og stentryk var de første store skridt, men bogtrykkerkunsten var nok den væsentligste. Munkenes arbejde med at kopiere Biblen blev overflødiggjort - maskinerne kunne producere meget mere - og nok så væsentligt i denne her sammenhæng: Informationsudvekslingen blev ikke længere kun en menneske - menneske relation, men også menneske - maskine (-menneske) relation. En maskine skød sig ind i et dybest set personligt forhold. Det betyder ikke noget for informationen, den trykte tekst kunne endog være mere læselig, men modtagerens forhold til afsenderen blev nødvendigvis svækket. Bag den håndskrevne tekst står en person, bag den trykte står en maskine. Forholdet mellem information (viden) og sociale relationer skiftede karakter. Viden kunne være viden, blot og bart, sort på hvidt, teksten kunne slippe helt fri fra skribenten, og manifestere sig som partner i en diskussion.

De sociale organisationsformer der kom til at præge verdenen og især Europa er afgørende forskellige fra før-moderne organisering, og udvikledes i et samspil med kapitalismen, industrialismen og nationalstaten samt den heriboende dynamik og ekspansive karakter. Vi har at gøre med tre moduler der lever af og med hinanden og derfor ikke kan analyseres uafhængigt af hinanden. Kalder vi moderniteten for en ligesidet trekant, er kapitalismen, industrialismen og nationalstaten trekantens sider. Forandringer i et ben er betinget af og betinger forandringer i de andre. Selve trekanten, de sociale livs- og organisationsformer forandrede sig og var ikke blot overgangsfænomener fra en orden til en anden. Det var en (endnu ikke afsluttet) række af forandringer, der satte ind med en hastighed, som ingen tidligere samfund havde været udsat for. Det er ikke for ingenting man i andre end den giddenske sociologi (for eksempel Frankfurterskolen) taler om Det moderne Projekt. Forandringshastigheden og forandringernes omfang i moderniteten er ekstrem. I mange tilfælde vil forandring i det sociale system have globale konsekvenser, altså påvirke internationale relationer, eller det vil kunne påvirke dybt og intimt i menneskets selverkendelse. Et eksempel er TV-apparatets indflydelse på familiens organisering. Det tilbyder en organiseringen i familielivet. Fredag og lørdag aften er ‘familieaftner’ med ‘familieunderholdning’. Der er ‘børne-tv’ før spisetid (det giver ro til at lave maden) og på week-endens formiddage.

Det er almindeligvis antaget, at de forandringer der inkorporeres i vort moderne samfund i dag over en generation, havde haft behov for århundreder i tidligere samfundstyper. Tradition som en konserverende faktor er svækket. Tradition er ikke betingende for det moderne menneske. Når vi handler traditionelt har det mere karakter af rutine. Handlingen sanktioneres ikke i traditionen, men i en viden, en fornuftig forklaring. Rutiner kan ændres langt hurtigere end traditioner, der i sin natur er konstituerende fordi de har indbyggede forbindelser med fortiden. Når forandringshastigheden og deres konsekvenser er forskellige fra tidligere samfund skyldes det iflg. Giddens, at moderniteten formår at adskille tid og rum, at moderniteten udvikler udlejringsmekanismer samt at moderniteten er refleksiv. (6) Disse tre pointeringer ved moderniteten er kilden til den dynamiske og ekspansive karakter.

Tid og tidsberegning har eksisteret også i før-moderne kulturer. Tid var blot - hvilket er forskelligt fra i dag - knyttet til bestemte lokaliteter og begivenheder. Man angav et tidspunkt i forhold til en bestemt hændelse som for eksempel ‘efter middag’, ‘når solen går ned’, eller ‘ved fuldmåne’. På samme måde angav man forskellen mellem to tidspunkter med hastighedsparametre. ‘Hvor lang tid? - Som at gå fra A til B’. Fra morgen til aften var den samme tidslængde uanset om dagen var 8 eller 16 timer lang.

Kalenderen var knyttet til et bestemt sociorumligt mærke, foreksempel Stonehedge. Her og kun her kunne man foretage en præcisering i for- eller fremtid. Med urets og kalenderens organisation, blev det muligt at angive tidspunkter og tidsforskelle i universelt globalt sammenhæng uden lokale begivenheders referencer. ‘Den 22/8 1983 kl. 15.07 UMT’ er en præcis tidsangivelse med referencer til et abstrakt globalt system. Gyldig overalt og for alle. TID var blevet en aftale, en overenskomst, og grundedes på tillid til denne aftales eviggyldighed. Såfremt alle og over alt kan tilslutte sig denne aftale og nære tillid til dens gyldighed, har vi den første globale konsekvens af moderniteten. Uret angiver en abstrakt og indholdsløs tid.

At være menneskelig er at skænke tiden en tanke, og hvor mennesket konstituere sig socialt, konstituerer det også tid som ‘Nu’ i dets forskel (til ‘Ikke-nu’). Tid er et væsentligt (måske u-ungåeligt) aspekt i en social konstituering. Det er vanskeligt at forestille sig et socialt forhold hvor tid ingen rolle spiller, og som sådan kan man ikke blot tale om tid men social tid. Når tid føles, er det en subjektiv - eller psykologisk - tid. Fem minutters ventetid på kæresten kan føles som en time, og fem timer i selskab med en knaldgod bog kan føles som én time. Hvis ikke vi kunne knytte tiden til objektive kendemærker eller symboler (som tegnene på en urskive), ville vi ikke kunne bruge tidsbegrebet som er organisatorisk redskab. Hvis vi holdt os til den subjektive (psykologiske) tid, den tid vi føler, ville fire timers søvn og fire timers arbejde ikke være ækvivalente. En tidsækvivalens er nødvendig for at kunne lave aftaler i tid. Ved brug af de enkle kendemærker for tidsaftaler, skulle man have god tid. Et møde ‘efter middag’ er det samme tidspunkt, hvis man sammen afslutter middagen. Indtages middagen på forskellige steder, må ventetider påregnes før mødet kan begynde. Synkronisering af tiden er en del af menneskets sociale organiseringsproces. Bevidstheden om tid knytter sig til selve tids-oplevelsen, tids-erfaringen og forskellige symbolske tids-repræsentationer. Uden tidsbevidsthed ingen tidslige relationer, ingen filosofiske apriorier og ingen ‘varighed’. Tidsfastsættelse og -beregning er nøglerne til at orienterer sig i tiden, til at forholde sig til tidsbevidstheden. Historisk har socialiseringsformerne ændret sig og med dem har kategorien tid også forandret sig. Tid er ikke længere blot et lineært forløb af objektive hændelser. Heller ikke blot en subjektiv tidsfornemmelse. Det er også en social organisering af for eksempel arbejdstid, fritid eller skoletid.

For kategorien rum forholder det sig nogenlunde tilsvarende. Når det er muligt at begribe afstande og man kan tale om det nære og det fjerne bunder det i et generaliseret Her/Ikke-her-forhold, som tidens Nu/Ikke-nu. Her og Nu er centrum, orienteringsforholdet mellem det nære og det fjerne tid hhv. rum er en orden, et skematisk system der på den ene akse spænder fortid - nu - og fremtid og på den anden rummets udstrækning. Her og Nu er omdrejningspunktet for det sociale. Det er altid fra denne vinkel verdnen interpreteres.

Rum var i før-moderne tider stortset synonym med sted, som refererer til fysiske rent geografiske lokaliteter. Stedet var rammen for social aktivitet. Det var dets rum. At rum ligesom tid blev en global affære hænger ikke blot sammen med, at kloden blev opdelt i længde- og bredegrader og kortlagt fra pol til pol. Væsentligere er det, at man med verdens udvidelse med ‘de opdagelsesrejsende’ måtte udstrække rummet og gøre det til mere end stedet.

Rummet udstrækning og dermed den sociale aktivitets frigørelse fra stedet forudsætter en begrebsliggørelse af rum - dermed en abstraktion af rum. Social aktivitet i et rum er også altid social aktivitet på et sted, men når aktiviteten refererer til rummet, er det ikke stedsbestemt. En præsts handling i én katolsk kirke har social gyldighed også i andre katolske kirker. Handlingen sker i kirkens rum og ikke på kirkens sted. Valutahandel sker i finansverdens rum og har gyldighed dér. Rum er ikke blot en tredimensional arkitektur men også et univers - uden fysik men med masser af betydning.

Bevægelser i rum, transport af mennesker, varer eller information, var tidligere begrænsede af naturens fysiske formåen. Det var bundet til fysisk udfoldelse af enten menneske eller dyr, eller til naturlige fysiske bevægelser som vind (sejlskibe) og vandløb (floder og havstrømme). Nær og fjern var grundlæggende bestemt ved en dagsrejse til fods, til hest eller med skib. Rejsens tidslige varighed besad social gyldighed. Man kunne ikke forvente øjeblikkelig svar på et spørgsmål, hvis informationerne skulle transporteres over lange afstande. Med maskinerne, fra jernbaner til fly, har vi nedbragt varigheden for transport af fysiske størrelser som varer og mennesker, og informationer kan vi med telegraf og satellit overbringe på minutter og sekunder. Transporten af information over afstand er blevet løsrevet fra en informants eller dokuments fysiske bevægelser.

Hvor tid tidligere var bundet til lokale fysiske kendetegn og hændelser, har vi med uret og kalenderen konstrueret et tidskort, der gør os det muligt at fastholde tidslige bevægelser og hændelser i en almen gyldig betydningsramme. Med tidskortet kan vi forholde os til tiden. Objektive hændelser kan sættes i tidslige forholdsrelationer, varighed og forløb kan beskrives. Vi mestre sammenhængene mellem tid og rum i deres udstrakthed. Det gør det muligt at agerede i det samme rum uanset hvor man befinder sig og, at disponere i tidslige relationer over afstande. Rummets og tidens nærværsrelationer kan erstattes med fraværsrelationer baseret på en fælles tillid til begrebernes gyldighed. Et privilegeret eksempel er kommunikation: Telefonsamtalen er kommunikation og informationsformidling. Hvis vi holder os til den enkle afsender-modtager-relation i telefonen, har vi en samtidighed på de to steder. For at samtalen har gyldighed må den udfoldes i det samme rum - for eksempel en handel, ordreafgivelse og modtagelse. Det er forskellige steder - men med fælles reference til det aktuelle (abstrakte) rum for aftalen. Aftalen konfirmeres med angivelse af tidspunktet for dens ikrafttræden. Tidspunktet er ikke med reference til en lokal begivenhed men til den abstrakte tids gyldighed.

Hvor tid og rum tidligere var sammesteds-bundet, kan adskillelsen af tid og rum og deres frigørelse fra en lokalitet muliggøre deres globale udstrakthed. Da det sociale for mennesket er en forholden sig til forhold, og da forhold artikuleres i tid og rum, betyder det at social aktivitet ikke er begrænset til eller bundet i en lokalitet. Forudsætninger for at det sociale kan udstrækkes på tværs af tid og rum er, at forholdene, relationerne ‘løftes ud’ af deres lokale kontekster og rekonstrueres i uafgrænsede tid-rum-afstande. Det er hvad Giddens betegner som udlejring af sociale systemer. Jeg har været inde på tidens og rummets forandring i forbindelse med moderniteten. At de overhovedet kan forandres hænger sammen med at vi accepterer deres gyldighed som abstrakte begreber. Det gør vi som følge af vores viden om verden og vores underlagthed under denne viden.

Sociale interaktionsmuligheder over tid og rum er betinget af nogle abstrakte systemer, der kendetegner sig ved at være enten symbolske tegn eller ekspertsystemer.

Det symbolske tegn garanterer sig selv i kraft af dets brug. Det er selvforstærkende. Jo mere det bruges, dets vanskeligere bliver det at undsige dets gyldighed, og følgelig bruges det mere. Symbolske tegn legitimerer sociale organisationsformer. Familien er et symbolsk tegn, demokrati og menneskerettighedserklæringen er symbolske tegn, Coca-Cola varemærket er. Når vi tilskriver et tegn værdi og bruger det som værdiækvivalens, som for eksempel nationalflaget, kan vi legitimere og fastholde social integritet med tegnets gyldighed. Derfor er afbrænding af amerikanske flag i Iran en voldsom provokation mod amerikanskhed og ikke blot afbrænding af et stykke tekstil. Et symbolsk tegn er for eksempel penge forstået som ækvivalensbegreb i bytteforhold og ikke som fysiske mønter og sedler. Det er tidligere grundig analyseret af bl.a. Simmel, Marx og Keynes. Penge var engang reel værdi som guld eller sølv og blev brugt som mellemvare i et bytteforhold. Med symboliseringen af penge blev det muligt at stifte gæld, altså udskyde betalingen til et senere tidspunkt. Pengene kunne som sådan bryde ud af det specifikke bytteforhold og sætte sig i tidslige relationer som forpligtelser. Gælden tog man med sig hvor man gik hen. Sådan kan man sige, at det symbolske tegn Penge blev en mekanisme i tidens og rummets udstrækning. Penge er i dag end ikke repræsentant kun for en ækvivalens (guld), men kan betragtes som informationer om en mulig økonomisk magt. Som symbolsk tegn er penge ikke bundet i tid eller rum. Det er muligt at foretage økonomiske transaktioner, en bestemt social interaktion, over tid og rum, eller rettere - mellem agenter adskilt i tid og rum.

Billeder, sprog, attituder og magt er andre former for symbolske tegn, men er i forholdet til tid- og rumudstrækning ikke priviligerede eksempler. Anvendelsen af disse er generelle i sociale mønstre og ikke specifikke for moderniteten omen magten (forstået som voldsmonopolet) har ændret karakter.

For at blive i billedet med penge, er banken et ekspertsystem. Banken ‘flytter’ pengene herfra og dertil fysisk med en bil, som man ikke nødvendigvis må vide hvordan fungerer, eller via swift-overførsel, en tele-transaktion måske over satellit, som man heller ikke ved hvordan fungerer.

Til ekspertsystemerne hører også og især den viden som for eksempel advokater, læger, pædagoger, ingeniører eller håndværkere besidder og omsætter i deres omgang med verdnen. Ekspertsystemer udlejre ligesom symbolske tegn ved, at de fjerner sociale relationer fra den umiddelbare nærhed. Min sociale relation med min mosters sygdom går via lægens ekspertviden. Uden ekspertsystemet kunne jeg aldrig forholde mig til hendes mavesår.

Ligesom de symbolske tegn garanterer ekspertsystemer også sig selv. De abstrakte systemer er imidlertid dybt afhængig af tilliden til dem. Systemerne fungerer tilsyneladende som selvfølgeligheder, som ‘lovmæssigheder’, men da de er konstruktioner og installationer, og som sådan kan der altid stilles spørgsmålstegn ved dem. Systemerne kan betvivles og bliver det derfor.

Når Tid, Rum, Symbolske tegn og Ekspertsystemer afhænger af tillid er nogle bemærkninger herom på sin plads. Tillid skal nemlig ikke forstås absolut (som tro), men forstås med den margin der inkluderer risiko. Tillid er aldrig 100% - i så fald var det en blind tillid. Tillid til et system eller begreb er en kalkulering på at det indfrier forventningerne. Der er ingen grund til at betvivle dette eller hint, men en vis nølen er tilstede. Jeg har for eksempel tillid til at DSB-togene overholder køreplanen så jeg kan nå mit møde, men jeg kalkulere med en risiko for forsinkelse og lægger mødet en time efter planmæssig ankomst. Skulle forsinkelsen indtræffe, vil det ikke betyde at jeg skal omvurdere min verdensopfattelse. Derimod har jeg blind tillid (eller tro på) at solen står op om morgnen. Skulle det fejle, må jeg omvurdere verdenen. I tilfældet tillid til et system er der altid plads til, at det kunne være anderledes, at noget ikke tilsigtet kunne hænde. Min verden bryder ikke sammen hvis DSB bliver forsinket. Heller ikke hvis pengene ændre ækvivalens. (Jeg bliver højst meget fattig). Tillid til en handling er overflødig hvis jeg kan overskue handlingen - hvis en person siger ‘jeg plukker et æble’ og jeg i nærværet kan konstatere at han faktisk gør det. Tillid er nødvendig hvis handlingen udføres i fravær. Således hænger tillid og risiko sammen med adskillelsen af tid og rum.

Den blinde tillid til et system er et selvfølgeligheds-forhold. Med risiko-kalkulreingen er selvfølgen brudt. Med andre ord: Når et sagsforhold ikke betvivles er det fordi der heri er installeret selvfølgelighed (ubetvivlelige årsagssammenhæng). Selvfølgelighed er sikkerhed, og til det selvfølgelige stilles ikke spørgsmål. Selvfølgen er begrundelsen. Når sagsforhold betvivles er selvfølgeligheden tabt og usikkerheden indtræder. En sådan situation er naturligvis uholdbar og fører da også til en ny selvfølgelighedsinstallation, en ny vished hvorom der ikke kan tvivles og så fremdeles (10). De abstrakte systemerne sikrer og forsikrer sig gennem sådanne manøvre så tilliden til dem kan opretholdes. Når de abstrakte systemer holder sig intakte gennem selvfølgelighedsinstallationer er det ikke ‘for deres egens skyld’, men for tillidens skyld overhovedet. Det er et spørgsmål om ontologisk sikkerhed, om den objektive virkelighed nu også er virkelig. Der er vanskeligt at forholde sig til verden, hvis verden er upålidelig. Ved gentagne selvfølgelighedsinstallationer holdes verden intakt, eller i det mindste så intakt, at vi kan have med den at gøre. Vi gør verden til en orden og det ordentlige ligger i selve forandringsmuligheden af denne orden.

Tillid og risiko-kalkuleringerne bringer os frem til modernitetens refleksivitet. Refleksiviteten indebærer en kontinuerlig analyse af forholdet mellem tillid og risiko. Ethvert forhold eller handling bliver reflekteret for at undgå utilsigtede konsekvenser.

Vi søger at minimere risikoen, eller sagt på en anden måde - sikkerheden skal optimeres. Helt at undgå risiko er umulig når vi agere over tid og rum-udstrækning. Jeg lægger mit møde en time efter planmæssig ankomst, fordi jeg tidligere har erfaret forsinkelser. Jeg bruger min (tilegnede historiske) viden om sagsforhold. Jeg reflekterer andres, meteorologernes viden om sagsforhold når jeg rejser eller bankrådgivernes viden når jeg investerer mine penge.

Mine handlinger er ikke instinktive, men refleksive - fornuften råder. Denne refleksive brug af viden betyder at viden ikke kan være absolut. Videnskabens udvikling i moderniteten viser det med al tydelighed. Videnskaben bestræber sig konstant på at ‘løse gåden’, at finde den ultimative sandhed ved at reflektere sig selv og forholde sig kritisk til de opnåede resultater. Det gælder for både human og natur-videnskaberne.

Et andet aspekt ved refleksiviteten er at viden ikke kan være ‘sikker’ viden. Det eneste sikre er at der kan tvivles. Når viden behandles refleksivt ligger det i at det kunne være anderledes. En handling kunne have andre konsekvenser end de tilsigtede. Derfor reflekteres der over et hvilket som helst forhold. Der er i selve den refleksive mekanisme indskrevet ændringer i forhold til en tidligere handling. Refleksiviteten umuliggør en gentagelse af tidligere forhold, og noget utilsigtet vil altid hænde.

Den refleksive brug af viden indebærer en afsked med brug af viden som absolut, da den absolutte instans af gode grunde kan og må betvivles. Det absolutte indebærer en endelighed, som overskrides i det som hænder uden hensigt, og som derfor ikke kan være målet. Noget gør sig gældende uden få forhånd at være kendt gyldig. Gyldigheden er en efterrationel tilskrivning. Det nye der gjorde sig gældende indskriver sig i hele videns- eller erfaringsforholdet, som efterfølgende erstatter det tidligere, og danner grundlag for nye refleksioner, nye tvivl når det igen gennemspilles.

Den utilsigtede konsekvens, hændelsen som vi med refleksiviteten søger at undgå, installerer vi med samme refleksivitet, og efterrationelt tilskriver vi en årsag. Det er vores åg at tænke metafysisk, men det betyder også at metafysikken er under samme forvandling som vidensforhold er det. Også metafysikken erstattes i den refleksive proces.

Refleksivitet er en almen menneskelig egenskab som en almindelig refleksion over sine handlinger. At bruge sin viden om historiske forhold refleksivt er imidlertid et træk der ligger til moderniteten. Når viden om fortiden ikke anerkendes som absolut, som tradition forudsætter (det er som det er fordi det har det altid været), men derimod kan behandles refleksivt, kan vi populært sagt lære af historien. Vi kan kun benytte historien som et eksempel netop fordi det kunne være anderledes - ikke som facitliste. Det betyder at vi orienterer os mod fremtiden. Fortiden er ikke gentagelig og ethvert forsøg på det er dømt til døden. Et forhold vil altid blive anderledes, og vi vender os derfor mod den kommende nutid i et forsøg på at begribe verden som den er og ikke som den var. Vi er hele tiden fremadskuende, benytter vores viden prognostisk og profylaktisk. Hvad vil komme og hvordan kan vi foregribe eventuel ændre fremtiden. Vores sociale relationer skal sikres gentagelighed ved at foregribe kommende forhold, og netop ved at gøre fremtiden til nutid annullerer vi denne gentagelighed. Dette paradoks er et vilkår. Kun ved at aflyse ‘tid’ kan vilkåret overskrides. Det er dagsordnen!

At agere med henblik på fremtiden griber ind i aktuelle aktioner. Mer viden (spekulation?) om fremtiden genererer en samtidig videnproduktion. Viden om verden og dermed de sociale organisationsformer har undergået store ændringer.

Forandringshastigheden er unægtelig accelereret op gennem moderniteten. Tydeligst ses det i forhold til industrialismen og kapitalismens globalisering og de deraf følgende politiske globaliseringstendenser (Forenede Nationer, Europæiske Union, Samhandelsaftaler, globalisering af menneskerettigheder). De sociale organisationsformer spænder sig ud i hele den tid og rum der er tilstede. Et mere nært eksempel er familiens organisering. Familien erfares forskelligt fra tidligere - flere generationer på samme gård hele dagen - til dagens deling mellem daginstitutioner, arbejdsplads og ældrecentre. Familie-enheden kan holdes intakt selvom et medlem er i udlandet et par år. Det er kun muligt fordi vi kan beherske tidens og rummets udstrækning. Min søster, der er au-pair i New York er en telefonsamtale eller 8 timer væk. Hun er ikke længere ‘borte’ end min kæreste i den kommunale forvaltning eller min mor på plejehjemmet. 68-generationens genopdagelse af storfamilien var ikke en geninstallering af dets tidligere mønster, men blot en intimisering af familien som et modtræk mod ‘fremmedgørelsen’. Familiesocialiteten har gennemgået forandringer, som ikke kan omgøres. Forandringer der udfylder den merplads udstrækningen af tid og rum giver.

I eksemplet har jeg holdt mig til rummets udstrækning. At vi også udfylder tidens udstrækning kan iagttages på verdenens børser. Her spekuleres i options og futures. Det er handler der indgås nu til realisation i fremtiden. At der handles eller indgås aftaler er det væsentlige. Hvornår der byttes er underordnet. (Det sker ganske vist altid i fremtiden for ellers var der jo ingen gevinstmulighed). Hvis det ikke var fordi man rent faktisk indgik i et bytteforhold, kunne systemet betragtes som et væddemål om prisen i fremtiden.

Forestiller vi os den ekstreme udstrækning af tid og rum, må vi tænke det grænseløst. Intet ‘rum’ kan være os så fremmed, at vi ikke kan interagere i det. Ingen ‘tid’ kan være så fjern, at vi ikke kan være i det.

Modernitetens refleksivitet vender imidlertid også mod selvet, mod spørgsmålet:

-Hvad er jeg? Med refleksiviteten kan man spørge: -Er jeg den jeg Er? underforstået -jeg er nok ikke mig selv. Det giver anledning til en selv-søgning, selv-realisering, identitets-søgning. Et projekt der går ud på at afsløre selvet og udfritte dets hemmelighed. At dette projekt aldrig kan afsluttes turde være klart.

Selve spørgsmålets Hvad annoncerer en substans, et subjekt. Et subjekt er en endelighed, en årsag, en hændelses gerningsmand. "Fra sin egen erfarede endelighed generaliserer subjektet til om-verdenens endelighed." (11) Omverdenen er ikke en endelighed. Var den det, stod metafysikken ikke til at ændre - selvfølgelighederne ville være absolutte og unddrage sig den refleksive tænkning - en emfatisk sandhed ville findes. Det er imidlertid ikke tilfældet. Omverdenen er en social omverden og vi omgås den som sociale subjekter. Metafysikken er en erstatningsmetafysik og subjektet må dermed blive et 'erstatnings-subjekt'. Det suveræne subjekt eksistere ikke; kun som socialt selv i gentagelser af sociale forhold og kun gennem artikulationer af forhold kan selvet begribes. Det betyder endvidere at selvet begribes i aktuelle artikulationsforhold, i det (n - 1)'te forhold og aldrig i endeligheden (da denne ikke eksisterer). I et isoleret (socialt) forhold konstituerer selvet sig som netop det forholdet foreskriver. De tidligere (eller andre) selv-former konstitueres ikke, og erfares derfor som tabte. Når jeg frit skriver, at endeligheden ikke eksisterer, er det på samme tid rigtigt og forkert. Subjektet erfarer sin egen endelighed, men den endelighed er en erfaret og reflekteret endelighed. Den erfarede endeligheden er forskellig i andre reflektioner og derfor ikke eksakt. Endeligheden kan ikke være en værenstilstand i klassisk forstand. Det er derfor relevant i denne sammenhæng at omtale også endeligheden i erstatningskategorien.

Her tegner sig så en afgørende forskel mellem en giddensk ontologi og en socialanalytisk/schmidtsk ditto. Den refleksive fornuft virker som tidligere nævnt selvforstærkende på de abstrakte systemer, som er selve betingelsen for en modernitet. Refleksiviteten finder forandringsmuligheden i et system, og netop muligheden for justeringer er kernen heri. De svage led, hvor tvivlen og mistanken kan komme ind, bliver styrket og konserveret. Det resulterer nødvendigvis i en stærk ontologi. Socialanalytikken argumenterer derimod med erstatninger og installationer. I dette perspektiv bliver et system ikke forstærket - men netop afløst, erstattet med et stærkere system. Det er selve forandringen der står i centrum her. Det er den evige genkomsts vilkår, og det resulterer i en svag ontologi.

På det individuelle plan hænger erfaringen af tid, og rum for den sags skyld, sammen med vore evner til at registrere omverdenen (se og høre) samt evnen til at bevæge sig i den. Erfaringerne indlejres i vores hukommelse som billeder eller hændelser - typisk i et forløb. Disse fremkaldes i situationer med gentagelser (om dette sted eller denne begivenhed har jeg en lignende erfaring). I tilfælder hvor vi ønsker at dele disse erfaringer med andre, må vi gøre dem socialt tilgængelige ved at sætte begivenhederne ind i et kollektivt gyldigt skema. Tid- og rumskemaet. Det er så muligt at overbringe erfaringerne enten i form af tekst eller tale.

Med fotografiapparatets opfindelse kunne en begivenhed overbringes i en ganske anden form. Fotoet er ikke en fortælling om en begivenhed, men en fiksering af et bestemt tidspunkt, af en bestemt begivenhed (Note). Med fotoet fremvises begivenheden i sin samtidighed og overbringes til nutidens samtidighed, en fortidig og dermed fjern begivenhed bliver nærværende. Fotoets rum, interiør eller byrum erfares ligeledes nær. Med levende billeder, filmen kan længerevarende hændelsesforløb og øjets panorering gengives. Filmen er principielt ikke anderledes end det enkelte foto. Det afvikles blot med 24 billeder pr. sekund, en hastighed der ikke tillader øjet (og bevidstheden) at opfatte mellemrummene. Fotoet konkurrere med erindringen af og beretningen om det fjerne - og vinder. "..die Fotografie duldet nicht das Entstehen von Vergangenheit, sie duldet nicht, daß Ferne entsteht, daß sich etwas entfernt." (13) Hvis vi ser bort fra den teknisk mulige manipulation med billedet, fremstår det som en nøjagtig gengivelse af et tidsinterval. Det historiske tidsinterval gentages i nutiden. Drejer det sig om ‘levende billeder’, filmstrimlens billedserie, må de vises i et synkront tidsflow for at opnå autenticitet. Man kan sige at tiderne bliver trukket sammen, vi kan overskue to af hinanden uafhængige tidsforløbs eller begivenheders samtidighed. Et foto af min mor i konfirmationskjole er et dokument der kan tidsbestemmes. Lad os antage at fotoet af min far i sit konfirmationstøj er taget på det samme tidspunkt som fotoet af min mor. Jeg kan med disse dokumenter begribe deres samtidighed. Deres forskel er rum - ikke tid. I min interpretation af billedet, træder jeg ind i dets samtidighed. Jeg erfarer et tidsforløb eller tidspunkt, der ellers er mig principielt og af gode grunde umulig at erfare. Jeg er i kontakt med en fortidig virkelighed. "Die Fotos als reale »Emanation des vergangenen Wirklichen« (...) als konkrete Spur einer vergangenen Existenz erzeugen einer Zustand »magischer Präsenz«: magischer Zeugenschaft; sie öffnen somit das Zeitfenster auf »die Erscheinung einer Ferne, so nah oder präsent sie sein mag«. (14) Den nærhed det fotografiske medie fremkalder overvinder den mellemtid, som skiller fotoets udsagnstidspunkt (da det blev produceret) fra tidspunktet hvor udsagnet læses. Mellemtiden bliver udvisket, annulleret i denne proces, de to tider falder sammen. Hvis jeg sidder med to fotos der er taget med et års mellemrum vil tre tider falde sammen og så fremdeles. Mellemtiden kan altså også betragtes som fortættet i nutiden. Denne fortættelse, mellemtidens indløsning, fremstår omvendt som samtidens udvidelse til hele det historiske rum.

Den samme proces, at gøre det fjerne nærværende, udtrykkes også med andre opfindelser. Med jernbane og dampskib, senere bil og fly, overskrides den traditionelle dagsrejses begrænsninger. Her er det afstande der principielt forkortes. Byer ‘trækkes sammen’ med rejsetidens reducering. Vi kan med fly meget hurtigt bevæge os (eller transportere varer) over lange afstande. Mellemtiden mellem start og slut på rejsen reduceres. Forholdet mellem tid og rum er under forandring. Med en anden opfindelse, telegrafen kunne man kommunikere over lange afstande ved at gøre informationen fri fra almindelig fysisk transport, og ændrede dermed forholdet mellem tid, rum og kommunikation radikalt. Bevægelsesmaskinerne, billed- og kommunikationsmedierne afvikler på denne måde den rummelige distances og tidsintervallers betydning både ved ideelt at komprimere alt tid og alt rum i et fixpunkt og ved at udstrække et netværk hvori alle tidspunkter og rumpunkter er fixerede.

Fotografiet udtrykker på en fin måde det fænomen, at man kan gøre en fortidig begivenhed absolut nærværende, at man kan anskue en tidligere handling som samtidig.

Med den teknologiske udvikling fra foto over film til video og tv, fra telegraf til telefon, fra brev til fax, og endelig til computeren som kommunikationens ‘universalmaskine’ har vi presset tiden. Tidsintervallet mellem produktion og reception af budskaber er blevet stadig mindre og forsvinder nu mod lysets hastighed. Med digitaliseringen kan information overleveres med en hastighed der gør enhver tale om ‘tid’ og ‘afstand’ til en diffuse størrelser. En fjern hændelse erfares, såfremt den bliver fanget af de digitale medier, synkront i lyd og billede som værende samtidig og nærværende. Der eksisterer ikke længere et traditionelt forhold mellem tid og rum. Bevægelser i rummet kan ikke defineres med tidsparametre. Mestringen af sammenhænge mellem tid og rum falder sammen i den digitale verden (Note). Vi kan iagttage verden i real-time. Nu’et bliver den vigtigste parameter. ‘Her’ er, hvor nu’et indtræffer og ‘Her’ er principielt overalt.

Vi skænker det ikke en tanke, når vi ser nyhedsudsendelser i tv, at informationerne når de synkron-produceres på skærmen, har bevæget sig over lange afstande. Når der er tale om en synkron-produktion, er det til forskel fra en re-produktion, der er en mimetisk gengivelse. Synkron-produktionen udtrykker samtidighed. Det fjernsynskameraet ser der, bliver produceret på skærmen her som en simulation af den virkelige begivenhed. På skærmen er der tilblivelse. Virkeligheden bliver sat i identificerbare tegn som på skærmen simulerer virkeligheden. Det nærværende er altså en simulation; det er med simulationen mediet overvinder afstandene, rummets parametre. Direkte udsendelser af eksempelvis sportsbegivenheder er en del af tv-mediets dagligdag. Bevidstheden om real-time gør en fodboldkamp til en sekundær oplevelse, når den sendes forskudt. Den primære oplevelse er i nu’et - i fodboldkampens real-time. Simulationen af fodboldkampen er den samme, om man ser den få meter fra stadion, eller man sidder på den anden side af kloden. Med fokuseringen på real-time og simulation tager tv afsked med den rummelige distance. Tiden er orienteringspunktet. Hvornår en fodboldkamp afvikles er det interessante - ikke hvor, det er altid også på skærmen. Enten ser vi den i real-time, eller vi ser den forskudt - om dét er timer, dage eller år er principielt ligegyldigt.

Fjerne, i en hver forstand, begivenheder bliver gjort nære. Det offentlige rums begivenheder flytter ind i privatsfæren, ind i stuerne, fremmede mennesker bliver kendte, fjerne kulturer opleves i vores nærheds miljø. De gamle grænsedragninger i den skematiske opstilling mellem nær - fjern, privat - offentlig, central - perifer og indre - ydre mister gyldighed. Man kan sige, at grænsen trækker sig sammen om det enkelte individ. Nær, privat, central og indre bliver fysiologiske termer og er under kroppens kontrol. Fjern, offentlig, perifer og ydre er alt hvad der ikke kontrolleres eller beherskes af kroppen. Fokuseringen på kroppen er også en individualiserings-proces. Det enkelte individs interesseområder er hvad der vedrører individets fysiologiske felt.

Den rumlige distance bliver således ikke en distance, men en forskel. Forskellen mellem hvad kroppen reagerer på og hvad den er ‘ligeglad’ med. Hvis man mærker spændingen i maven ved en fodboldkamp, er den nær, hvis ikke, er den fjern.

Vi må med medie-realiteten erstatte det gamle lineære tidskort og rumkortet med to forskellige positioner:

- samtidighed (real-time) vs. - andre tider

- fysiologisk nærvær vs. - fraværende

I tv-verden kan vi vælge en af de fire kombinationsmuligheder, en af de fire vinduer til ‘virkeligheden’. Der vil altid være tale om et valg mellem forskellige tilbud, der på forhånd er fastlagt af virkeligheden. Med afviklingen af tidslige og rumlige distancer kan der ikke længere være tale om et kort der kan følges, men derimod om muligheder for at artikulere en flugtlinje i forskellige planer, at tegne et kort og sætte sine spor. Kortet vil altid kun være et materiale, en erfaring og kan benyttes efterprøvende, refleksivt (jvf. rhizom-tanken).

I disse positioner skriver computeren sig ind som universalmaskinen.

Til forskel fra tv-mediet er computeren ikke afhængig af nogen virkelighed. Tv’et simulerer en virkelighed. I computeren programmeres og beregnes billeder og lyd, og computeren tillader brugeren at ‘blande sig’ i billed- og lyddannelsen, enten i programmeringen af billedfølgen eller i afviklingen af programmet (billedfølgen). Vi kender det fra utallige interaktive spil og for eksempel fly-simulationsprogrammer. Computerens informationer (billeder) har således ikke virkeligheden som forlæg, men er illusioner og virtuelle i betydningen mulige. Hvis vi lader computeren være afviklingsmediet for fodboldkampen, bliver tv-billedefølgen læst ind i et program, der, når det afvikler kampen, ikke viser men beregner billedfølgen. Det er så muligt i programmet at retouchere bolden væk eller at forskyde den et par meter. Det er det der gør computerbilledet til en illusion - ikke en simulation. Computeren er grundliggende et virtuelt medie.

Kasper Nefer Olsens aforisme rammer fint modernitetens fremtids-fokusering.

Det væsentlige er ikke hvad der var eller hvad der er - men hvad der er muligt. Med computeren kan vi beregne og efterprøve det der er muligt. Vi kan arbejde med illusioner. Freuds billede af Den evige Stad - Rom fra "Kulturens byrde" kan programmeres og realiseres på skærmen, så vi kan bevæge os omkring i den, skifte tider med et klik på tastaturet eller bevæge os gennem tiderne. Vi kan bevæge os gemmen fremtiden med flysimulatoren og efterprøve en mulig situation. Tidens parametre bliver underordnet i denne illusionsverden. En rejse over 1000 år eller en rejse over 5 min. gør ingen forskel sålænge informationerne er programbare og beregnbare. Det fysiologiske nærvær med alle tider ligger i fingerspidserne. Det er herfra vi behersker tiderne. Computerens skærm er vores individuelle grænseflade til den programerbare verden. Den enkeltes interaktion med programvaren er unik, der er realiseringen af én mulighed. Illusionens tilblivelse.

Hvis den individuelle computeren er koblet op til internettet benytter vi tv-mediets afvikling af rumlige distancer sammen med computerens afvikling af tidslige distancer. Resultatet kan læses enten som individets totale universalisering og den globale enhed, som er det endelige(?) mål for en modernitetstænkning, eller det kan læses i et postmodernistisk perspektiv som individets fragmentering og adskillelse fra modernitetens enhedsideal. Enten er enheden nået eller den er sprængt!

Ingen tid og intet rum er os fjernt. Ved skærmen er alle informationer os tilgængelige og alle ikke koporlige interaktioner os mulige - vi er i kommunikationens henrivende vold. Bliver vi her, realiserer vi det virtuelle menneske "som ikke har noen egen vilje", som Baudrillard omtaler i artiklen Xerox og det uendelige. Det er den radikale modernitet: vi bliver så fantastisk fri for rumlige og tidslige bindinger og så fantastisk alene med vore fingerspidser og virtualiteten. Udvejen er det radikale engagement: at investere sig selv fuldt og helt i enhver mulig social relation, at gøre ethvert spørgsmål til sit spørgsmål. Det er nihilismetænkning: virkeligheden er en illusion, sandheden er en fiktion. Udvejen er den dionysiske ekstase: at acceptere nihilismen og leve muntert, at sætte værdi i det værditomme univers og at acceptere vilkåret. Kroppens involvering er afgørende. Modernitetens radikale muligheder, internettet og de andre informations- og kommunikationssystemer fritager mennesket for fysiologisk nærvær og sætter således fraværet i fokus. I det aktuelles register ligger det fortrængte, det glemte og det tabte - i det virtuelles register ligger det mulige, det måske kommende. Modernitetserfaringen er en spaltning mellem det reelle, nu'et og nærværet og det aktuelle/virtuelle, fraværet. Specielt det virtuelle fremstår som tilbudet: 'tag selv på alle hylder' og indebærer et konstant fravalg og afståelse af muligt nærvær. Simulationen, som jeg har brugt ordet her i teksten, er et fravær, som illuderer nærvær. Det er et fravær fordi simulationen, produceret og transmiteret af digitale maskiner, ikke kan erstatte kroppens involvering. Vi får ganske enkelt ikke tilbudt fysiologisk nærvær og dermed ikke 'det sociale'.

Vi ser gennem medieudviklingen en øget demokratisering og en øget decentrasisering. Centralperspektivet forfalder gennem rummets udvidelse. Principielt forfalder tidens perspektiv også - men det resulterer ikke i en tidens demokratisering. Tværtimod øges tidens tyranni. Selvom man sagtens kan holde videokonferencer, indgå aftaler og lave handler via det informationsteknologiske udstyr, erstatter det ikke face to face - relationen. Når alle meddelelser, alle informationer er overbragt, er der kun personality tilbage. Denne information tildeles selve sanseligheden, og det er den information vi søger når vi alligevel vil mødes. Tidens tyranni er så iøvrigt den faktor, der driver person-transports-hastigheden til det yderste med fly, tunneller og hurtigfærger.

Jeg må slutteligt dementerer min udgangstese: Internettet og den dertilhørende informations- og kommunikationsteknologi indstifter ikke en ny socialitet. Den perspektiverer blot selve det sociales kerne: Det fysiologiske og kroppens involvering, det sanselige.

Jeg tillader mig her til slut at henvise til min ENDNOTE, som tager hul på en diskussion om internettet og Rhizom-teorien.

Anvendt litteratur:

NOTE 12: Fotoets tidspunkt er mere korrekt et tidsforløb afhængig af eksponeringstiden. Det første fotografi fra 1826 (Niepce fotograferede sit spisebord) havde ca. 8 timers eksponeringstid. I dag eksponeres ned til under 1/1000 sek.

NOTE 15: Det er imidlertid ikke korrekt. Selv overførsel af digitale informationer tager tid. Det går bare så hurtigt, at det ikke er muligt for den menneskelige hjerne at registrere tidsintervallet, da der er tale om nanosekunder og lyshastigheder (jvf. Superledere og lysledere).

ENDNOTE:

Jeg har et problem med hr. Deleuze i forhold til internet-spørgsmålet.

Rhizom-teorien er besnærende med dens forestillinger om tilblivelse, flugtlinjer etc.

Er det imidlertid rigtigt, at cyperspace kan beskrives således? Er internettet kendetegnet ved ‘tilblivelse og flugtlinjer’? Er det sociale?

Jeg beskriver gerne det sociale ved rhizom, og det har sin rigtighed! Hvis internettet kan beskrives ligeledes ved rhizom, er internettet et sociale. Imidlertid synes cyperspace at være kendetegnet ved en slags social simulering, hvorfor rhizom er både reel og simulation. Kan det forholde sig således? Kan tilblivelse være simualtion? I så fald falder ontologien totalt - og det er ikke noget problem, hverken for cyperspace (klart) eller for det sociale (hvilket kræver en erstatnings-argumentation som den gennemførte). Cyperspace er en erstatning, men det specielle herved er, at erstatningen er simulation og dermed ikke reel. Simulationen kan ikke udgøre end ikke en svag ontologi.

Netop her sætter det fysiologiske argument sig igennem. Kroppens involvering - simualtionens aflysning og erstatning af et reelt sociale. Såvidt jeg umiddelbart ser det, er der tale om et kryds mellem Deleuze/Guattari og Nietzsche.

Når argumentationen om cyperspace som et sociale alligevel kan gå igennem må det ligge i det virtuelle ‘kropsskifte’ som beskrevet i Virtuel Light, (roman af William Gibson) - et sociale uden reel kropsidentification. Det er et nyt sociale og jeg ved ikke om det holder. Hvis det gør, må jeg kunne distingvere mellem et ‘klassisk’ kultursociale og et ‘radikalt’ sociale. Det kunne blive interessant. Det klassiske sociale bestemmer jeg ved fysiologisk afståelse, gemmen sociale forbud (Broder-mord (Kain og Abel), Incest (Adam/Eva) og kannibalismeforbudet (man spiser ikke dem man spiser med)) og pligter (Gæstebudets universielle lov - at dele måltid er en afståelse, som fører godt med sig og det er en overholdelse af kannibalismeforbudet, idet man ikke spiser sine gæster - mennesker der repræsenterer det andet jeg). Det væsentligste er at man afstår fra noget man kunne gøre, altså begrænser sig, og derved opnår noget man ikke selv kunne opnå - det giver fordele. Det er stortset hvad verdens kulturbærende myter beretter om, og det indebærer et fysiologisk nærvær - hvad psykologerne kalder kontakt.

Det radikale sociale er et fraværs-sociale. Vi er tilstede i ånden, det er i ånden (tanken, kommunikationen, den virtuelle interaktion) vi afstår og opnår fordele. Er det muligt at tænke det virtuelle ind i begrænsningsetikken?

Det radikale sociale må trække sine linjer fra det åndelige felt (nærmest mytiske, og det kræver en god forklaring på myten) uden at forankres på nogen måder i logos, fordi logos er den klassisk vesterlanske værdimål for social interaktionsfære. Vores sociale interaktion er fysiologisk sanselighed. Cyperspace-socialet må være ligeledes fysiologisk sanselighed men uden suverænitetsparagdigmer. I cyperspace er det suveræne subjekt erstattet af et til enhver tid prisgivet subjekt. At tale om subjekt i cyperspace er uden mening - altså er det sociale 100% objektsorienteret. Det er ikke tale om subjekters forhold til hinanden, men derimod objekters forhold til hinanden. Vi må og skal kunne fastholde forhold til forhold - billedet. Det virtuelle er muligheder. Den virtuelle verden er uden ontologi. Den er ikke-virkelig hvorfor subjekter ikke kan realiseres. Kan objekter? Nej, egentlig ikke men vi må fastholde begrebets gyldighed for en stund for overhovedet at forklare hvilke spil der er på færde. Forhold kan tænkes. Mulige forhold - i forhold til - mulige forhold. Objektets forhold til forhold. Objektet er ikke længere et reelt virkeligt objekt men et simulakrum - en simulation af et objekt. Kan et simulakrum forholde sig? - Nej. Subjektet må forholde sig til simulakret - et platisk og virtuelt objekt - til forestillingen om et objekt. Eller sagt på en anden måde - Vi må subjektivere subjekt/simulakre-forholdet. Her er vi på en eller anden måde inde i et fænomenologisk felt.

Søren Høgsberg